Specielle kørsler
Virksomheden har siden midten af 80’erne beskæftiget sig med kørsel af scener og teknisk udstyr til TV-, koncert- & teaterproduktioner.
Vi har tidligere været på turne med bl.a. Spandau Ballet, Elton John, Rod Stewart, Roger Whittaker, Prince, Tina Turner, Eros Ramazotti, Robbie Williams, Justin Timberlake, Madonna og danskere som Sanne Salomonsen, Michael Falch, DAD, TV2, One Two, Dodo & The Dodo's, Thomas Helmig, Lis Sørensen, Aqua, Zididada, Mew, Infernal med mange mange flere.
Vi er pt. filmaktuelle i den nye danske film "Flugten".
En af vore biler bliver i filmen anvendt til at transportere en Afghansk flygtning op gennem Europa. Herudover kørte samme bil filmudstyret og scenografi til det sydøstlige Tyrkiet, hvor vor chauffør Uwe fik en oplevelse for livet da han var medhjælp på filmoptagelserne.
Tak til Kauf fra Nimbus Film.
Teaterverdenen fylder mere og mere i vore ordrebøger. Næsten alle lande i Europa har været besøgt med vore biler på tour med en forestilling. En spændende oplevelse var det da vi havde en bil i Venedig. Både trækker og trailer blev kørt over på en pram og derefter sejlet rundt i kanalerne, med endestation på en teaterfestival på Marinestationen i Venedig.
Vi har leveret og bygget en godt 1000 m2 stor læ og reklame væg ved åbnngen af E2's nye kraftværk på Avedøre Holme.
Vi har gennem de sidste mange år stået for transporten af Cirkusrevyen til deres årlige gæsteforestilling i Ålborg, samt Crazy Christmas Cabaret årlige tur til Århus.
Vi har stået for mange luftfragt opgaver bl.a. Safri Duos samlede transport af udstyr, teknikere og musikere til Gran Canaria i et kombineret fragt og passager fly.
Vi kan faktisk som den førende transportør inden for disse områder, forsætte med at remse op til computeren løber tør for hukommelse.
Ligeledes er en del af firmaets chauffører specialuddannet til kørsel og opsætning af generatorer og storskærme, enkelte er uddannet som kameramænd. Virksomheden har ligeledes kørt storskærm til alle større festivaler og eks. Formel 1 løb i Europa, samt præsident Clintons besøg i Danmark i sommeren 1998, åbningen af Øresundbroen mv.